SEPAMedia
/ Bollwein
media_content.tooltip.skipped
Den yngste Landeshauptstadt ligger på et urgammelt fundament. St. Pölten råder over den ældste skrevne byret i Østrigs. Barokke facader byder på en spændende kontrast til de moderne kvarterer.
Niederösterreich har Østrigs yngste forbundslandshovedstad. Selvom Wien blev til et eget forbundsland i 1920, blev Niederösterreich fortsat administreret herfra indtil 1986, hvor St. Pölten blev stemt ind som Niederösterreichs hovedstad. St. Pölten er med sine ca. 55.000 indbyggere Østrigs 9. største by og har på de næsten 35 år siden den blev valgt som forbundslandshovedstad formået at forvandle sig fra en landlig provinsby til en moderne storby.
I dag er St. Pölten præget af en blomstrende lokalscene, spændende butikker og en ung og moderne gastronomi. Det bedste sted at mærke atmosfæren og stemningen er i byens centrale fodgængerzone. Starter du på rådhuspladsen, kan du nyde synet af det flotte rådhus med det smukke zig-zag-mønster på pladsen foran. Fortsætter du derefter til Kremser Gasse, kan du nyde udsigten til de smukke barokke facader og velholdte huse i Jugendstil, som fx Olbrich-Haus (Kremser Gasse 41). Imens kan du udforske de mange spændende butikker, som fx Sonnentor-Shop, der har et bredt udvalg af økologiske krydderier, teer og andre specialiteter fra Niederösterreich. Blandt andre must-sees i den gamle bydel er Herrenplatz, Riemerplatz, domkirken og den gamle synagoge.
Som fascinerende kontrast til dette ligger det moderne kulturkvarter Landhausviertel kun 15 minutter til fods fra den gamle bydel. Kvarteret huser ikke kun de futuristisk udseende regeringsbygninger, men også betydningsfulde kulturinstanser, som fx festspilhuset.
St. Pölten kan bryste sig af, at være den by i Østrig, der har den procentmæssige største andel af grønne områder i byområdet. De såkaldt "grønne lunger" gør det nemt for dig at snuppe en lille pause fra byen og lade batterierne op i friske, grønne omgivelser.
Stadtwald er St. Pöltens største park og et yndet sted at dyrke løb og anden sport, men er også et godt sted for børnefamilier. Adskillige af parkens stier fører til en stor dyreindhegning med ca. 50 dyrearter, som fx dådyr, væddere og muflon-får. Du kan også finde en stor legeplads og en 2 km lang skovlæresti, hvor du kan lære skovens dyr og planter nærmere at kende. Südpark er derimod byens smukkeste og mest romantiske park. Parken er anlagt i barokstil med smukke pergolaer og farverige blomsterdekorationer.
Har du lyst til at slippe endnu længere væk fra byens støj, ligger der også en del naturområder i udkanten af St. Pölten.
Der er masser af muligheder for at smage på lokale specialiteter og stille sulten hos den søde tand i St. Pölten. Byens nok mest kendte spisested er Café Schubert, der både er café og restaurant i ét. Caféen ligger i fodgængerzonen og har et rigtig hyggeligt udendørsområde. Angiveligt skulle de servere noget af byens bedste morgenmad. Et godt måltid morgenmad kan du også finde i Café Emmi, der desuden også serverer højkvalitetskaffe fra det lokale kafferisteri, Kaffeerösterei Felix, og super lækkert bagværk. Både her og i Café Pusch kan du i øvrigt smage de berømte "Prandtauerkrapfen" fra St. Pölten.
Er det blevet sidst på dagen, kan et aftenmåltid hos Gaststätte Figl i forstaden Ratzersdorf varmt anbefales. Det kreative og innovative køkken serverer regionale specialiteter. Et kreativt køkken finder du også i restauranten Vinzenz Pauli, der udover kødretter også serverer et bredt udvalg af veganske og vegetariske retter.
Når dagen rigtigt går på hæld er der ikke noget mere hyggeligt end at slutte af på den velassorterede vinbar Café im Palais Wellenstein eller nyde en mikrobryg fra det lokale bryggeri, som sælges i Hopfenspinnerei ved siden af Café Schubert.