Musikken er en del af Wiens DNA. Her har boet flere berømte komponister end i nogen anden by. Byens koncertsale byder på hele spektret fra klassisk til futuristisk musik, og den ene musikfestival følger den anden, hele året rundt. Operaelskere kan se internationale stjerner på scenerne her, og jazz-fans vil finde et bredt tilbud af jazz-musik. Pop & rock-koncerterne bringer uforglemmelige live musikoplevelser.
I musikkens by har et af verdens bedste orkestre, Wiener Filharmonikerne, hjemme. Selv for de største dirigenter er det en stor ære at få lov at styre taktstokken ved den traditionelle nytårskoncert. Den store sal (Große Saal) i Wiener Musikverein, også kendt som "Goldener Saal" (den gyldne sal), er Wiens smukkeste koncertsal og anses også rent lydteknisk som værende enestående. Her vækker drengekoret Wiener Sängerknaben også begejstring blandt musikelskere verden over med deres imponerende stemmer.
Blandt andre musikalske begivenheder er Wien også kendt for sine baller og valse. Wienernes hang til bal og dans startede i 1800-tallet og har i dag udviklet sig til et bredt balprogram, hvor de traditionelle skikke med stram dresscode, åbningsfanfare, indgang for debutanter og debutantinder og formelle ceremonier fortsat overholdes. For mange er Wiener Filharmonikernes bal balsæsonens uofficielle højdepunkt, mens Opernball (operaballet) er Østrigs nationalbal.