Bæredygtig produktion af fisk og grøntsager i Wien
"blün" er kombinationen af blå ("Blau") og grøn ("Grün) på østrigsk - og farvekombinationen af fisk og grøntsager. Det er også bæredygtighedens farver, hvis man spørger grundlæggerne af iværksættervirksomheden "blün" i Wien. 4 landmænd med én vision står bag virksomheden, der har dedikeret sig til aquaponik, et innovatiovt økosystem.
"Vi er overbeviste om, at kvalitet i kombination med at passe på hav og klima samt at have tanke for vores børnebørn er nøglen til fremtiden." Dette er en anskuelse, som de 4 venner og grundlæggere af blün, Gregor Hoffmann, Michael Berlin, Bernhard Zehetbauer og Stefan Bauer, går 100 % ind for.
Siden 2016 har de opdrættet fisk og dyrket grøntsager i udkanten af Wien. Og fordi de elsker kulinariske nydelser lige så meget, som de elsker innovation, arbejder de efter en topmoderne metode kaldet "aquaponik". „,Aqua... – hva' for noget?‘ – Det er et spørgsmål, jeg ofte bliver mødt med, når jeg fortæller om vores virksomhed”, griner Gregor Hoffmann. „Det er faktisk en ældgammel metode inden for økosystemer, som bønderne allerede har brugt i mange hundrede år ved at bruge dyreekskrementer som næring på markerne. Det samme gør vi med vores fisk og anvender deres vand som gødning for vores grøntsager."
Også madelskerne i den østrigske hovedstad sætter pris på resultatet af den aquaponiske teknik og filosofi: "Kvaliteten og de usædvanligt velsmagende tomater, havkatte og aborrer har overbevist mig," udtaler Thomas Hahn, der ejer Restaurants Labstelle i centrum af Wien, hvor du kan finde fisk og grøntsager fra blün på menukortet.
Vi er 4 fædre, som tænker over det, vi gør: Hvad køber vi ind, hvor kommer det fra? Hvilken betydning har det for vores omverden, for naturen og for børn og børnebørn?
Aquaponik: En teknik med en lovende fremtid
Når fiskeopdræt og dyrkning af grøntsager forenes i et lukket økosystem, som hos blün, er der tale om aquaponik. Det er en bæredygtig, innovativ teknologi, hvor intet vand går til spilde. Hos blün bliver det wienske kildevand, som fiskene svømmer rundt i, til flydende næring for planterne i drivhuset, hvor der dyrkes tomater, agurker, squash og auberginer.
Vandet er fyldt med naturligt fiskelort, som får planterne til at gro bedre, og som hverken indeholder tungmetaller eller miljøskadelige stoffer, da fiskene (havkat og aborre) opdrættes indendørs. I dette lukkede økosystem går intet til spilde - alt bliver brugt og genbrugt.
Hvor i Wien kan man finde fisk og grøntsager fra blün?
Labstelle Wien. Restauranten i centrum af Wien beskriver sit køkken som "mad uden dikkedarer". Essentielt for de kulinariske kreationer er lokale råvarer af høj kvalitet. Labstelle er en af de mange finere restauranter, hvor du kan nyde fisk og grøntsager fra blün.